skip to Main Content

Dansk arkitekt med arbejde i udlandet

Danish architect working in africa

Man skulle måske umiddelbart tro, at det er mere kompliceret at bygge i udlandet end herhjemme.

I Danmark har vi jo udviklet en avanceret byggeteknik og en dygtig styring af de processer der indgår i byggeriet, lige fra bygherrens første spæde ønsker, til byggeriet er indviet, eet års gennemgangen er overstået og femårs gennemgangen er afsluttet.

Da jeg for nogle år siden skulle projektere et ny bygning i Danmark, på en grund hvor der i forvejen lå et hus tegnet af en arkitekt i 1940 erne, var jeg overrasket over at se hvor enkel en dokumentation der skulle til på den tid, for at give håndværkerene tilstrækkelig besked til at de kunne bygge et smukt hus af en høj kvalitet.

Den bygning jeg tegnede var kun lidt større end det eksisterende hus.

Begge bygninger var et een-familiehus.

Tegningen til det gamle hus, der var kun een, bestod af et ark hvorpå var tegnet en kælderplan, en stueplan, en plan af 1. sal, to snit, fire facader og, i mindre målestok, en situationsplan med afløb indtegnet.

Desuden forelå en beskrivelse på ca. 2 sider.

Tegningerne til det nye hus, der var mange, var mere detaljerede, der var mange flere af dem, der var tilsvarende mange tegninger fra de forskellige ingeniørdiscipliner med beskrivelser til disse, desuden indeholdt materialet en beskrivelse af et omfang som årets finanslovsforslag.

Ønskerne fra bygherrerne og resultaterne var de samme, et smukt hus af en høj håndværksmæssig kvalitet. Hvorfor så den overordentlig store forskel i dokumentationsmængden?

Det er i bund og grund et udtryk for en mangel på tillid mellem parterne i byggeriet, og en forebyggende foranstaltning for brud på en eventuel tillid til entreprenøren.

Det er dejligt at bygge i de såkaldte udviklingslande. De har endnu ikke udviklet sig længere end til at den almindelige sunde fornuft råder.

Byggeriet foregår meget mere direkte mellem bygherre, arkitekt/byggekyndig og håndværkerne.

Man er endnu ikke kommet til det stade i “udviklingen” hvor meget af hvad man siger, tegner og skriver som arkitekt, sker for at sikre sig i en eventuel retssag.

Arkitektens arbejde består her endnu hovedsageligt i at tegne smukke, velfungerende bygninger til brugerene, indenfor den aftalte økonomiske ramme.

Det samme er selvfølgelig også formålet i Danmark, men hvor man i udviklingslandene måske bruger 90% af sin arbejdsindsats på den kreative del af arkitektarbejdet og 10% på den i bund og grund juridisk spidsfindige, er forholdet lige omvendt i Danmark.

Er det en tilfredsstillende udvikling ? Jeg mener nej.

Mange af de tegninger og især beskrivelser vi anvender i Danmark vil slet ikke kunne anvendes i udviklingslandende, hvor en håndværker bliver ansat hvis han kan grave et hul i jorden, og han bliver ansat som formand hvis han kan bruge et målebånd.

En sådan person vil, hvis han kan læse, være dybt forundret over mange af de mærkværdigheder der indgår i en beskrivelse til et dansk byggeri.

Det gælder både arkitekt- og ingeniørbeskrivelser.

Man kunne som overskrift til disse beskrivelser skrive “Mange spildte kræfter”.

Det er svært at se hvorledes vi kan få ryddet op i denne konstante udvikling, fra noget relativt enkelt til noget der er en videnskab for et hold af specialister. “Kejserens nye klæ´r”. Bygningerne bliver ihvertfald ikke smukkere eller af bedre kvalitet af al denne overdokumentation.

 

Mange mennesker bliver rigere, og det er bygherren der betaler festen.

Det kan være meget forfriskende for en dansk arkitekt at arbejde i udlandet. Jeg er især glad for at arbejde med projektering og byggeri i de såkaldte udviklingslande.

Glæden og optimismen hos de mennesker man arbejder sammen med i udviklingslandene, opvejer langt de små forhindringer man skal overkomme.

Forhindringerne er overvejende af kulturel baggrund. Man skal lige finde sig til rette i det nye lands skikke og muligheder. Velviljen fejler ikke noget og den glæde man møder hos de mennesker man bygger for, er meget smittende, så man selv føler at man får et løft og kan yde langt mere end man troede muligt.

I vores danske kultur og samfund, med et nogenlunde fast befolkningstal, er det der bygges egentlig et overskudsfænomen, i hvertfald set med u-landsøjne.

Vi har stort set de boliger vi behøver, vi har tilstrækkeligt med bygninger til skoler, kontorer, rådhuse, kirker, mm. Det vi bygger er ofte et udtryk for at folk i Danmark nu har råd til at flytte til større og/eller nye boliger.

Firmaerne har råd til at lade nye domiciler opføre. Man vil gerne vise en ny og frisk firmaprofil. Mange ældre lejligheder bliver lagt sammen til større, hvilket giver et behov for flere boliger.

Mange nye virksomheder opstår og det er ikke ualmindeligt at de, efter et par forsøgsår i lejede lokaler, får bygget nye, fine produktions- og administrationslokaler.

Set med globale øjne er vi blevet forkælede med hensyn til vores omgivelser og vores livsstil iøvrigt.

Gennem hele projekterings og byggeprocessen er man i Danmark meget opmærksom på om alt foregår lige efter bogen, og om alt er korrekt til mindste detalje. Alle rådgivere og byggefolk helgarderer sig ved kostbare erhvervsansvarsforsikringer, og vores byggesags dokumentation er baseret på at kunne holde ryggen fri i en retssag. Det er helst altid de andres fejl når noget går galt.

Bygherrene forventer at det endelige produkt kvalitetsmæssigt står mål med en Mercedes Benz, på trods af at deres bygning er et unika, hvorimod bilen er det masseproducerede slutresultatet af en mangeårig miliardinvestering.

Anderledes er det i udviklingslandene, hvor det man laver udfylder et reelt tomrum eller en akut mangel.

Her forventer ingen noget og de involverede mennesker på stedet, som skal bruge de nye bygninger, ofte skoler, får tag over hovedet hvor der før aldrig har været noget. Disse mennesker er absolut det modsatte af forkælede. De er ofte så spontant begejstrede som børn til juleaften.

Det er en stor gave for en dansk arkitekt at opleve den glæde hvormed ens arbejde bliver modtaget og brugt.

Man er selvfølgelig også nødt til at omstille sig fra en hverdag i Danmark hvor alt er muligt og alt kan skaffes, hvis bygherren vil betale, til en situation hvor man er nødt til at undersøge hvilke byggematerialer der er til rådighed, inden man påbegynder projekteringen.

Hvad kan man forvente at der kan laves på stedet hvor der skal bygges.

Men da en arkitekt jo er uddannet til at planlægge indenfor rammerne af givne økonomiske og byggeteknologiske muligheder, burde dette ikke være noget problem. Det er oftest lav-teknologiske byggerier der præger ens arbejde i udviklingslandene.

Alt foregår med godt humør. Her er arbejde at få, i et område hvor der ellers aldrig har været noget. Ved byggeriets afslutning etablerer mange af disse “førstegangsbygmestre” sig som små-entreprenører, for nu kan de noget de andre ikke kan.

Ind imellem kan der opstå pudsige episoder, som alle dog tager med godt humør.

Et eksempel herpå var da et skolebyggeri skulle males.

“Malerne”, som ofte var håndværkernes koner, fik lov til at beholde de tomme malerspande.

Vi undrede os over at den hvide farve i lofterne var så uens og skjoldet.

Det viste sig efter en nøjere undersøgelse at hvis man havde en halvtom spand med hvid oliemaling til træværket, og en halvtom spand med hvid plasticmaling til lofterne, ja, så kunne man jo bare hælde de to rester sammen i den ene spand, så kunne man tage den tomme med hjem.

Det gav så en maling med nogle særprægede egenskaber.

Regner det gennem taget et sted hvor samlingerne har været udført forkert (det sker i tørtiden, hvor man ikke kan kontrollere den slags) er der ingen sure miner, man flytter bare møblerne og sætter en spand under. Så er der måske nogen der får tætnet hullet i næste tørtid.

Dette skal ses på baggrund af at de samme personer har tilbragt deres liv i huse der har stråtag uden skorsten, og hvor røgen fra  bålet midt i huset blot siver op gennem taget.

Forbavsende nok kan de voksne komme ud af hytten om søndagen, i det stiveste puds. Han i perfektsiddende jakkesæt og slips, hun i elegant, rød, kropsnær selskabskjole med matchende dametaske og højhælede sko.

Hvor vi i Danmark oplever at arkitektur har udviklet sig til bygnings-Design, kan byggeri i udviklingslandene ofte være en mere gedigen arkitektur, i rum-skulpturel forstand.

Herhjemme berømmer vi bygninger hvor der er kælet for detaljen, de “rigtige” stål profiler, den rigtige glans på malingen og de rigtige dørhåndtag i en bygning med “lækker” finish.

Det har man sjældent mulighed for i udviklingslandene. Her arbejdes der med “tarvelige” materialer som betonblokke, puds og bølgeblik.

Til gengæld er det så op til arkitekten at disponere rummene, pladserne, halvtage, farver og beplantning, så anlægget bliver til et dejligt sted at opholde sig som bolig og arbejdsplads.

Bedst er det at finde den håndværksmæssige fællesnævner som alle parter kan forventes at opnå, og ikke forsøge at gennemtrumfe et kvalitetsniveau som på en dyr Mercedes.

Arkitekter rejser ofte til Grækenland for at studere de smukke hvide byer der klynger sig til bjergsiderne. Her kan man ikke med den bedste vilje tale om byggeri af en høj håndværksmæssig kvalitet. Til gengæld er her tale om bygningskunst af en meget høj kvalitet. Her er beboeligt. Her er godt at være. Her er smukke pladser, varierede gade- og trappe forløb, hyggelige gårde og et logisk hieraki af bygningsudtryk. Man føler sig godt tilpads.

Det er den samme form for gedigen arkitektur man kan lave i udviklingslandene, befriet for al dyr kosmetik og krukkeri.

– Jan Utzon, arkitekt

Back To Top